Den gang jeg mistede et barn

Den gang jeg mistede et barn

Da det stod klart for mig, at mit ældste barn er født med et alvorligt og gennemgribende handicap, der blev jeg lammet af sorg. Sådan er det. Da jeg fik et barn, der viste sig at være markant anderledes end det raske barn jeg havde forestillet mig, der fyldtes jeg af en alt-om-sig-gribende-sorg. Fordi mit raske barn døde. Det barn, som jeg allerede havde lært at elske, døde.

 Jeg mistede det barn jeg havde forestillet mig at få.

Jeg mistede de drømme der følger med det, at få et barn. Alle de drømme og forestillinger om livet jeg havde gjort mig, om barnet og om mig og om vores familie, de blev alle sammen revet væk. Alle følelserne der var knyttet til det barn, blev taget fra mig. Og det føltes som om, at tæppet blev revet væk under mig.

Det føltes som om, at livet var ude efter mig. Men sorgen fik ikke plads. Jeg vidste ikke engang, at den skulle have plads. Ingen fortalte mig det. Og jeg anede det ikke selv. Jeg forstod ikke hvad den ville sorgen. Jeg troede den var forkert. Jeg troede jeg var forkert. Så jeg lagde sorgen væk. Den nåede kun at titte frem i et minuts tid. Så pakkede jeg den sammen igen. Fordi jeg tænkte, at det var forkert at sørge over at miste noget, når jeg jo havde fået noget jeg burde være ubetinget lykkelig for. Og så blev jeg bange for, at sorgen betød, at jeg ikke elskede mit barn. Så jeg pakkede sorgen ind i skam over sorgen. Og så pakkede jeg den væk i den travlhed der opstår, når barnet tager tid, lige som alle børn tager tid.

 Og sorgen blev til en fisk, der blev pakket ind i avispapir. Og lagt i en pose. Og hængt på en knage. Og gemt under en jakke, så jeg glemte at den var der

Og så hang den bare der og stank. Og jeg kunne simpelthen ikke forstå, hvor stanken kom fra. Så jeg fik aldrig taget mig af den sorg. Den boede bare et eller andet mørkt sted i mit liv, hvor den sad og var trist helt alene.

Nogle gange forsøgte sorgen at få min opmærksomhed, men den kom altid ud i en form jeg ikke kunne genkende. Den stank af  vrede. Jeg var så vred! På alt. På alle. På livet. Og den eneste måde jeg kendte til at håndtere vrede på, var at kæmpe og slås.

  • Mod alt og alle.
  • Mod systemet.
  • Mod autoriteter.
  • Mod mennesker.
  • Mod manglende forståelse.
  • Mod livet.

Og sorgen der sad og gemte sig, blev mere og mere mørk og mere og mere tæt og mere og mere ensom. Fordi sorgen havde ikke brug for kamp og råb. Sorgen havde brug for trøst. Og jo mere mørk og jo mere tæt sorgen blev, jo højere råbte jeg. Jeg var så vred, og jeg kæmpede så hårdt, at mit system til sidst lukkede ned. Helt ned.

Og det var godt. For da først jeg lå der og gloede op i loftet, og al kamp var nytteløs, så havde jeg kun en mulighed, og det var at sørge. Jeg lod mig overskylle af sorg. Sorg over det barn jeg havde mistet. Sorg over livsvilkårene for det barn jeg havde fået. Jeg sørgede alt hvad jeg kunne, for jeg havde mistet kræfterne til at skamme mig over sorgen.

Jeg fik pakket fisken ud af avisen, og forstod hvor stanken kom fra. Og det er godt. For den stinker stadig, den gamle fisk. Ind i mellem.

Der er ingen hokus pokus -nu-er-det-væk-løsninger her. Når det hele spidser til, og dagen bliver svær, så stinker fisken. Det hører aldrig op.

Men det er okay. Faktisk.

For nu ved jeg, at jeg kan åbne vinduet, og tage nogle dybe indåndinger, og så bliver luften renset igen.