Jeg har været selvstændig terapeut i 8 år og alligevel kommer det fortsat bag på mig, hvor helt utroligt mange kvinder, der er slidt ned af stress. 

Måske ikke helt der ned hvor de ikke længere kan stå oprejst, men i hvert tilfælde der ned, hvor de hele tiden lige skal have noget at holde i. 
Det der slår mig igen og igen er, at selv om der selvfølgelig er mange mange udefrakommende påvirkninger, som vi ikke selv er herre over, så er det i høj grad et lige så stort tema, at vi har svært ved, at sænke forventningerne til os selv. 

Og det er de forventninger der for rigtig mange, er det der spænder aller mest ben. 

Sådan var det også for mig. 

Jeg knoklede rundt og forsøgte at være alt for alle.  Jeg sled mig selv ned i forsøget på at undgå andre menneskers dom. Men det var min dom over mig, der drænede mig. 

Kender du det? 

Men en dag så jeg et program.

Sådan et managementprogram hvor 3 ledelses-guruer kom ind i en virksomhed der haltede og sagde vupti vapti og så kørte det igen. I det her program, der var de på et hospital hvor sygeplejerskerne havde et tårn højt sygefravær fordi de var mega pressede. En af de tiltag som ledelsesguruerne satte i gang var et farve-flag-system.

Rød, gul og grøn.

Når der var grønt var der overskud. Alle var på arbejde, og der var ikke så mange patienter.

Når der var rødt var der sygdom og mandefald. Få hænder mange syge.

Gult flag var midt i mellem.

Når sygeplejerskerne mødte ind på arbejdet, så kunne de se hvilken farve der var på afdelingen, og så vidste de hvilken slags pleje der hørte til den farve. En slags forventningsafstemning. Hvilke krav og forventninger de skulle stille til sig selv den dag.

Hvis der var rød farve, så var der kun forventninger om at redde liv og det der kommer lige efter. Altså alt det nødtørftige.

Hvis der var grønt skulle der hyggesludres og pusles lidt.

Og hvad skete der?

Der skete det, at sygeplejeskerne gjorde deres bedste, men de var ikke længere frustrerede over om de gjorde nok, og de var ikke længere bange for ikke at være tilstrækkelige.  Ledelsen fjernede simpelthen årsagen til den dårlige samvittighed.

Og den nuppede jeg. 

For jeg tror, at dårlig samvittighed, det kan vi ikke bruge til en dyt. Det gør kun ondt værre. Den fordømmelse vi udsætter os selv for, er det der nedbryder os aller mest. 

Så…

Hjemme hos os gør vi lige præcis sådan; bruger flagsystemet.

Når vi har rødt flag. Når vi er pressede pga sygdom, ekstra arbejde og hvad der ellers kan slå en børnefamilie ud af kurs, så skruer vi helt ned til at redde liv og alt det basale. Maden er nem og gulvene er beskidte. Gæsterne ser vi en anden gang.

Men når vi er på toppen og der er grønt flag, så skal der pusles og ordnes detaljer.

Så er vi alt det, som vi drømmer om at være. 

Og det fungerer. 

Er det tid til, at I skal have et flagsystem?