Kan du gå på stylter

Da jeg var lille fik jeg et par stylter.

Jeg kan ikke huske hvornår. Og jeg kan heller ikke helt huske af hvem. Men jeg fik dem. Tidligt. Stylterne må have været svære at lære at gå på. Det siger sig selv. Det kræver både styrke, gå-på-mod, gejst, vilje og en god portion stædighed. Det kræver også fornemmelse. Både for egen krop og for omgivelserne. Men jeg kan slet ikke huske, at det var svært. Jeg kan kun huske, at de voksne syntes, at jeg var så dygtig.

 

Jeg husker det mest som om, at jeg har gået på stylter hele mit liv.

Det er det jeg kender. Selvfølgelig er det anstrengende. Hårdt. Ubekvemt. Men… Der er trygt for mig oppe på stylterne.

Der oppe har jeg overblik og distance. Jeg er altid lige et hoved eller to højere (og dygtigere) end alle andre. Jeg kan se hvad alle har brug for, og hvordan vi får klaret den. Jeg kan regne den ud. Overskue situationen Jeg er i kontrol. Ingen kan røre mig.

Jeg har også selv al magten. Det er mig og min formåen, der holder mig oppe på stylterne. Det er mine muskler. Det er min kropskontrol. Det er min stædighed. Min disciplin. Det er mine evner. Det er mig der er dygtig. Det kan jeg selv se i øjnene på alle dem, der ikke har lært at gå på stylter. De drømmer om at gå på mine stylter.

Alle sammen.

Jo, også dem der siger at, de i hvert tilfælde ikke gider gå rundt der oppe med næsen i sky. Det er bare noget de siger. Jo det er! Hvorfor i al verden skulle nogen gide at rende rundt nede på jorden?

Måske kan det føles lidt ensomt der oppe på stylterne. Men det er bare fordi, at jeg ikke har fundet nogen, der er lige så gode til at gå på stylter som jeg. Det kan også nogle gange føles som om, at andre bare leder efter en mulighed for at spænde ben for mine stylter. Det er bare fordi de er ærgerlige over, at de ikke er lige så dygtige som mig.

Nogen gange har jeg mødt mennesker der gik på højere stylter end mig. Og så stod jeg der og følte, at al glansen gik af mine stylter. De så gamle og slidte ud. Og pludselig var de endda slet ikke så høje. Det føltes ikke længere som noget særligt at gå på mine stylter. Jeg fik helt ondt i maven over hvor dårlig jeg i virkeligheden var til at gå på stylter. Og så måtte jeg spænde mig mere an. Gøre det bedre. Være bedre. Bide tænderne sammen og stramme musklerne, så jeg kunne komme op i samme luftlag. Som dem. Og så var der ro igen. Tilfredsstillelse. Tryghed.

En dag skete der noget.

Bedst som jeg gik og frydede mig over hvor dejligt der var oppe for oven, så ændrede verden sig. Små mennesker, som nu var mit ansvar, gad ikke at lære, at gå på stylter. Det hele blev mere og mere vanskeligt. Jeg skulle stramme mig dobbelt så meget an, for at blive på halvt så høje stylter. Alle mine muskler var spændt. Alle mine antenner var ude. Alle mine celler arbejdede sammen om et eneste formål:

At blive på stylterne.

Jeg vidste godt, et eller andet sted, at stylterne ville vælte før eller siden. Jeg vidste det godt. Men jeg kunne ikke give slip. Jeg ville ikke give slip. Så jeg holdt fast, med alt hvad jeg havde lært. Jeg holdt så fast, at jeg ikke kunne tage fra, da stylterne til sidst forsvandt under mig.

Og jeg faldt med et brag.

Længe lå jeg på jorden. Og skammede mig. Og jeg var bange. Jeg turde ikke kigge op. Jeg var så bange for, at alle de jeg havde kigget ned på før oppe fra mine stylter, at de ville grine af mig nu. Pege på mig og sige, at jeg alligevel slet ikke var så dygtig til at gå på stylter. Jeg lå på jorden og græd og græd. Jeg var vred på alle dem der havde væltet mig. Rasende faktisk. Jeg savnede mine stylter. Det føltes slet ikke som en lettelse, at komme ned på jorden at gå. I begyndelsen forsøgte jeg at rejse mig og kravle direkte op på stylterne. Jeg samlede alle mine kræfter. Alt hvad jeg havde. Jeg holdt vejret. Besluttede mig. Og gav alt hvad jeg havde. Hver gang væltede jeg med et brag.

En dag var der en der hviskede mig i øret;

-“Prøv at tage skoene af, og stil dig på jorden og mærk.”

Og det gjorde jeg. Og ved du hvad?

Fuglene brød ikke ud i sang. Knopperne sprang ikke ud på træerne. Mit liv gav ikke pludselig mening. Og solen stod ikke som en evig glorie over Gudhjem. Det var faktisk lidt kedeligt. Jeg savnede anstrengelsen. Og de beundrende blikke. Jeg savnede rush’et.

Men lige så stille fandt jeg mit fodfæste.

Lige så stille opdagede jeg, at de andre mennesker omkring mig var nemmere at se i øjnene, når jeg ikke hele tiden var i bevægelse. Og lige så stille begyndte livet lidt igen. På jorden.

I begyndelsen var det sådan, at hver gang jeg skulle ud blandt alle de andre stylte-gængere, så tog jeg også mine stylter på. Så kunne jeg sole mig lidt i beundringen og misundelsen. Men det var hårdt. Det kostede. En pris der var alt for dyr for mig at betale. Til sidst begyndte jeg at savne de bare tæer på jorden. Og skyndte mig hjem, for at smide sko og strømper.

Jeg har smidt mine stylter ud. Altså ikke helt ud. Jeg har flyttet dem ud i garagen. Jeg finder dem frem ind i mellem. Når der er noget jeg skal klare. Nogen gange føles det så vant, at jeg kommer til at beholde dem på for længe.

Men de ryger altid tilbage i garagen igen.

 

 

 

MODTAG INSPIRATION TIL MERE OVERSKUD OG ENERGI I DIT LIV

TILMELD DIG BREVE FRA RIKKE