MIN HISTORIE


Hvem er jeg?

Det er ikke det nemmeste at sætte ord på, men jeg har prøvet ♥
Se videoen, læs min historie og spørg endelig hvis du har spørgsmål.
Husk at du kan altid  skrive til mig her

MIT UDGANGSPUNKT

Det bedste tidspunkt at plante et træ på, er for 20 år siden. Det næstbedste tidspunkt er i dagKinesisk ordsprog

Jeg har en grundfølelse af utilstrækkelighed. Den grundfølelse er dét der slår mig ud af kurs gang på gang. På forskellige måder, men altid kommer det her fra. Den aller dybeste og bedst gemte følelse, nederst i mig. Utilstrækkelighed når jeg bare er mig.

Jeg er ikke i tvivl om, at jeg kan ALT.…. Okay alt hvad jeg gider, men det kommer ikke til mig let. Det kommer ikke uden at jeg anstrenger mig. Ikke uden jeg holder balancen på mine stylter.

Jeg har tidligst i mit liv brugt år på at føle mig utilstrækkelig. Som et slags faktum:

’’Jeg er utilstrækkelig og sådan er det’’

Derefter har jeg, i mange, mange år, øvet mig og forfinet mine evner og er blevet dobbelt danmarksmester i, at komme så langt væk fra den følelse af utilstrækkelighed, som overhovedet muligt.

Og det gjorde jeg godt. Jeg gjorde det ved altid at anstrenge mig. Bare en smule.

  • Omforme mig.
  • Gøre mig lidt klogere.
  • Lidt mere interessant.
  • Lidt mere kontrolleret.
  • Lidt mere voksen.
  • Lidt sødere.
  • Lidt mere omsorgsfuld.
  • Lidt mere af alt muligt.

Og til sidst var jeg så meget ’lidt mere’ af alt muligt andet end jeg bare var skabt til, at jeg ikke anede hvem selv var. Jeg anede heller ikke længere, at jeg følte mig utilstrækkelig. Jeg havde gemt følelsen så langt væk bag en fin facade, at jeg ikke genkendte den mere.

Til sidst gik jeg faktisk rundt og troede, at jeg var dobbelt så god som alle andre, og at det bare var alle de andre, der ikke havde opdaget det. Og så brugte jeg mit krudt på, at forsøge at afgrænse mig fra mennesker og episoder, der kunne prikke til den der lille sammenknugede følelse der sad fast inden i mig. Og forsøgte at knokle mig hen til et sted, hvor ingen andre fik mistanke om, at jeg var utilstrækkelig. Så jeg knoklede alt hvad jeg kunne:

  • For at få gode karakterer.
  • For at blive forfremmet på arbejdet.
  • På at have et rent og pænt hjem.
  • Tynde lår. En ordentlig løn. Masser af venner.
  • Velopdragne børn. Der havde det samme som alle andre.

Det var pisse hårdt!

Men på en måde var jeg god til det. Jeg fik i hvert tilfælde overbevist en masse mennesker om, at jeg havde tjek på tingene. Men i virkeligheden. Inde bag facaden. Der var det en helt anden historie.

Min mand og jeg skændtes. Og var tavse. Og havde hele tiden en dyb, dyb kamp, om hvem der tog det største slæb. Hvem der ydede mest. Og hvem der var det tynde øl. Vi var fulde af irritation over for hinanden, og ingen af os forstod helt hvorfor.

Mine døtre var én lang belastning. Det var børn der skulle underholdes, og afrettes, og tiden skulle gå, til vi kunne vinde kampen om at få dem til at sove, så de voksne kunne vælte omkuld på en sofa, se ind i en kasse, og kyle så meget sukker ned som muligt. Når jeg endelig havde vundet putte-kampen efter timers slid, og råben, var jeg fyldt med dårlig samvittighed, og følelsen af, at jeg ikke helt havde formået, at være god nok.

Jeg var, og blev, utilstrækkelig!

Mit arbejde var svært. Det var svært at finde noget jeg kunne li’. Det var svært at gøre mig gældende. Men mest af alt var det svært at finde balancen. Når jeg var på job havde jeg dårlig samvittighed over at være for meget væk fra min familie, og når jeg var hjemme havde jeg dårlig samvittighed over ikke at yde nok på mit arbejde. Hele tiden gik jeg rundt, med en sitrende knude i maven, og en frygt for, at noget ville ramle om et øjeblik. Helvede ville på en eller anden måde bryde løs.

Det går galt

Jeg vidste godt, et eller andet sted, at jeg ville vælte før eller siden. Jeg vidste det godt. Men jeg kunne ikke give slip. Jeg ville ikke give slip. Så jeg holdt fast, med alt hvad jeg havde lært. Jeg holdt så fast, at jeg ikke kunne tage fra, da benene til sidst forsvandt under mig.

Jeg faldt med et brag. Og så lå jeg der, og kunne ingenting.

Skiftet

Skiftet i mit liv skete på en gang både pludseligt og i en lang, dyb proces. Skiftet var alt muligt.

  • Spændende.
  • Vildt.
  • Omsluttende.
  • Angstprovokerende.
  • Sjovt.
  • Fedt.
  • Berusende.
  • Nedslående.
  • Skrækkeligt.
  • Omvæltende.

Det eneste det ikke var, er let. Og hvis jeg nogensinde kommer til at lyde som en dameblads-vupti-løsning, så undskylder jeg.

Det var aldrig let!

Det er ikke let at ændre gamle vaner, tanker og mønstre. Det er ikke let at forløse gammelt fastlåst lort. Eller, det var det i hvert tilfælde ikke for mig.

Men at opdage, at den der viden om hvordan livet kan leves på en anden måde. Opdage at andre vidste det, kunne det, havde gjort det, uden at jeg havde vidst det, det var lidt som at blive medlem af en hemmelig klub som jeg først opdagede havde eksisterede i hundrede år med tusindevis af medlemmer, den dag jeg blev meldt ind. Det føltes lidt lige som den klub jeg følte jeg blev medlem af, da jeg fik mit første barn. Som om der var en del af livet, som jeg simpelthen ikke anede eksisterede.

Jeg fik redskaber, der gjorde mig i stand til, at mærke og forstå hvad der foregik i mig, i min krop og i mine følelser, og at få de redskaber føltes ’pludseligt’.

At implementere alt det nye, det var dét der var det lange seje træk.  Jeg øvede mig hver dag, fordi jeg VILLE leve et liv, hvor jeg selv havde magten. Og hver gang det blev svært, så huskede jeg på det:

At jeg ville være herre i eget hus.

Efter

Jeg er ikke blevet fixet. Jeg er ikke blevet bedre til noget. Jeg er ikke blevet mere udholdende. Jeg er ikke blevet noget som helst.

Bortset fra én ting:

Jeg er blevet MIG!

Det jeg har lært er, at acceptere den jeg er. Alt jeg er. (I hvert tilfælde de fleste dage)

  • Jeg har lært, at jeg godt, på en og samme tid, kan være taknemmelig og tilfreds for det jeg har, og have vision om mere og større.
  • Jeg har lært, at hver gang jeg reagerer på noget ydre, så kan jeg finde det i mit indre, møde det, og slippe for at reagere på andre menneskers tosserier.
  • Jeg har lært, at det ikke handler om at komme der hen hvor alt er perfekt, men om at lande der, hvor alt er godt.
  • Jeg har lært, at trække vejret dybt og fuldt.
  • Jeg har lært, at sådan som jeg er, det er nok. Det er ok.
  • Jeg har lært, at leve mit liv inde fra mig, og derfra dele ud af alt det jeg har.
  • Jeg har lært, at møde min frygt, så den ikke længere styrer mig.
  • Jeg har lært at være min egen bedste ven.
  • Jeg har lært, at jeg ikke behøver at stræbe efter at være noget særligt.
  • Jeg har lært at slå rødder, så vinden ikke vælter mig.
  • Jeg har lært, at være nogen før jeg behøver være noget.
  • Jeg har lært at mærke mig.
  • Jeg har lært at sige nej.
  • Jeg har lært at sige ja.
  • Jeg har lært at mærke min egen værdi.
  • Jeg har lært at mærke andre menneskers værdi.
  • Jeg har lært at være fuldt og helt til stede.

Men først og fremmest har jeg lært at elske.

MIT FUNDAMENT

At kende dig selv er begyndelsen på al visdomAristoteles

Jeg tror på:

  • At alle mennesker er lige meget værd.
  • At alle mennesker gør det aller bedste de kan med de ressourcer de har til rådighed.
  • At udvikling kommer af frustration, og derfor er modgang både godt og nødvendigt.
  • At det vigtigste i mit liv er kærlighed.
  • At Kærlighed altid er løsningen.
  • At når jeg reagerer ud af proportioner, så har jeg et indre arbejde, som vil gøre mig godt at tage.
  • At jeg skal være nogen, før jeg kan være noget.
  • At når jeg giver til mig først, så har jeg meget mere, at dele ud af til alle andre bagefter.
  • At når alt andet slår fejl, så hjælper en lur. 

HVEM ER JEG?

Det store er ikke at være det ene eller det andet – men at være sig selv.Søren Kierkegaard

Så hvem er jeg?

Det spørgsmål har været det sværeste for mig at svare på. Jeg anede det simpelthen ikke. Jeg havde brugt hele mit liv på, at definere mig ud fra andre. Været en dygtig pige. Fornuftig. Vellidt. Haft antenner så langt ude, at jeg ikke mærkede noget som helst om mig. Jeg vidste ikke hvad jeg ku’ li’, hvad jeg drømte om.

Jeg havde kun drømme, der var så store, og så langt fra der hvor jeg var i mit liv, at de var uopnåelige, og det eneste det efterlod mig med, var en konstant følelse af utilstrækkelighed, som jeg forsøgte at imødekomme ved at knokle og kæmpe. Og overanstrenge mig, bare for at miste pusten i en grad, så jeg endte med at vælte halvdød om uden mulighed for at tage mig sammen til selv det aller mest nødvendige.

Alt flød. Mit hjem. Mit parforhold. Mit arbejde. Mit liv. Min økonomi. Alt flød.

Og jeg kæmpede alt hvad jeg havde lært for at få tingene til at gå i den rigtige retning. Opnå det jeg drømte om, men jeg kendte kun en måde.

Pres!

Og al den pres skubbede mig lige så stille ud over afgrunden.

SÅ hvem er jeg?

Først og fremmest er jeg mig! Rikke. Rikke Klindt. Rikke der elsker.

Hende der elsker at tale. Hende der elsker at lytte. Det er i samtalen at jeg bliver kreativ. At min tid og sted forsvinder, og jeg bare er. Jeg elsker oplevelser og fart. Jeg elsker hverdagen og rutiner og jeg øver mig hele tiden i, at finde den fedeste balance.

“Men er du færdig Rikke? Med at udvikle dig? Er dit liv lyserødt?”

Er der tit nogle der spørger mig om og mit svar er altid klart.

“Det kan du edderbankemig tro jeg ikke er.”

Jeg bliver ramt. Ind i mellem og jeg kommer væk fra mig. Tit. Men jeg vælter ikke. Ikke så lang jeg er. Jeg tror ikke det er meningen. At livet skal være lyserødt.

Jeg tror fuldt og fast på, at det hele skal og vil gå op og ned. Svinge. Vise os nye veje. Lære os nye kunster.

Heldigvis!

Derefter er jeg nogens kæreste

Et ægteskab består altid af to mennesker, som er klar til at sværge på, at det kun er den anden, der snorker.Terry Pratchett, forfatter

Min historie

Jeg er gift med flotte Sebastian.

Sammen deler vi et hjem, et ægteskab, et forældreskab, værdier, menneskesyn og en masse fælles passioner.  Vi har dobbelt så mange passioner hver især, som vi ikke deler.

Sebastian er min bedste ven. Den eneste mand, der kan gøre mig blød i knæene – mere end én dag. Sebastian er min støtte, min udfordrer. Han er min ligemand og min overmand. Han tager over når jeg, en sjælden gang, giver fortabt. Han sparker mig bag i, når det er tid til det. Og minder mig om mine egne værdier, når jeg kommer væk fra dem. Han stiller de gode spørgsmål. Og kommer med kloge svar.

Nogle gange synes jeg, at han er en kæmpe idiot. Oftest er det vist nok mig, der er spurtet ud i fremtiden, og står og hepper på, at han kommer ud til mig og lige dér, gør han det klogeste han kan, og siger:

“Rend og hop unge dame” og får mit blod til at koge over. Jeg spræller som en fisk der bliver hevet op på land, for at få ham til at fatte, at han er sløv og at lidt knoklen frem mod det perfekte liv, er vejen frem. Han trækker på skuldrene, og lidt på smilebåndet, og lader mig sprælle.

Og så smutter han ud og spiller golf. Helst 18 huller!

Sebastian er indbegrebet af mand for mig. Hans skuldre er brede nok til at rumme alt hvad jeg er. Sebastian ved hvornår han skal stramme tøjlerne, og hvornår han skal give snor. Sebastian er rolig når jeg er vild. Han trækker vejret når jeg hyperventilerer. Sebastian lytter når jeg taler (og også når jeg glemmer at få talt) Sebastian er det menneske jeg nogensinde har mødt, der kan pisse mig absolut aller mest af. (og ikke sjældent gør han det med vilje)Når jeg er i mig, når jeg er mit eget autentiske selv, så er Sebastian med på alt hvad jeg bringer til bordet.

Det er kærlighed for mig ♥

Jeg er mor. Meget mor. Altså rigtig rigtig meget mor!

Hvad kan du gøre for at fremme verdensfreden? Gå hjem og elsk din familie.Moder Teresa

Rikke Klindt- Min historie

Jeg er mor til Magiske Mathilde og Elskelige Ella Marie. I de her år har vi guld-år.

Pigerne er store nok til at være selvstændige, lytte efter, læse, spille, rydde op, smøre madpakker, lege selv og sammen, og lægge deres tøj på plads (når de bliver bedt om det). Og samtidig er de, heldigvis, små nok til at være dybt afhængige af mors og fars samvær – lidt endnu.

Jeg nyder at vi kan tale sammen.

Jeg nyder, at se dem blive mennesker på deres helt egen facon. Se dem folde sig ud.

Jeg udfordres af frygten for at miste dem. Og frygten for at de skal miste mig. Jeg udfordres af min impuls til at feje foran dem, og skabe ’lykkelige’ liv. De følelser der sætter sig på tværs i mig, når jeg er sammen med dem, er den største katalysator for min vækst.

Sammen har vi alle 4 besluttet, at det vigtigste for os hver især og sammen, er at gå efter vores behov. Når noget er svært for en af os, vil du høre en af de 3 andre spørge:

“Hvad har du brug for?”

Jeg er hende der ikke kæmper mere

Modvind er en god ting – når man skal den anden vej! Storm P.

Jeg opfattede, dengang jeg var barn, at jeg havde 2 forskellige måder at takle udfordringer på.

2 løsninger var tilgængelige for mig:

Druk & Kamp.

Druk duede aldrig for mig. Jeg valgte kamp.

Så det gjorde jeg. Hver gang jeg stødte ind i en knude, så kæmpede jeg alt hvad jeg havde lært. Jeg stødte ind i mange knuder. Og jeg kæmpede virkelig meget. Lige indtil en dag, hvor jeg ikke havde flere kræfter i mig. Så væltede jeg. SÅ lang jeg var.

Det var ikke fordi jeg havde lyst til at holde op med at kæmpe, men fra jeg væltede havde jeg ikke længere muligheden. Jeg blev så syg efter hver kamp, at det tilsidst ikke længere gav mening.

Hver gang jeg opdager, at jeg kæmper, så stopper jeg op og undersøger i hvilken retning vinden egentlig blæser.

Så er jeg terapeut og underviser

Der er kun en måde at undgå kritik på; Ved at intet gøre, intet sige og intet være.Aristoteles

I mit arbejde stiller jeg mig hver dag frem i lyset og siger:

’’Det her, det har jeg på hjertet’’.

For mig føles det som udgangspunkt lidt farligt.

  • Jeg bliver bange for at være forkert.
  • Jeg bliver bange for at være for meget.
  • Jeg bliver bange for at være for lidt.
  • Jeg bliver bange for ikke at være god nok.
  • Jeg bliver bange for at der er nogen der griner. Eller nogen der bliver sure.
  • Jeg bliver bange for at der er nogen der bliver kede af det. Eller føler sig trådt på.
  • Jeg har valgt at gå igennem den frygt. Hver dag.
  • Jeg har valgt at tage bange i den ene hånd, og modig i den anden.
  • Jeg har valgt at gå terapeutisk til værks, og stille og roligt, få forløst den frygt, der ligger og lurer.

For jeg vil bruge mig. Alle celler i min krop. Jeg vil dele ud. Jeg vil give og tage.

Det her er det jeg kan. Det er det jeg ikke kan lade være med, så jeg har besluttet, at der er nogle der kan bruge mig, og der er nogle der ikke kan. Og det er okay!

Så er jeg borger

Jeg bor ude i det der udkants Danmark du ved.

Der ude hvor du kan høre fuglene synge, se stjernerne på nattehimlen, og det meste går i et ret dæmpet tempo. Der ude hvor ingenting sker, før man selv får det til at ske og derfor bruger jeg min tid på frivilligt arbejde.

Jeg er medstifter af foreningen “Det gode børneliv –Jyderup & omegn”

Vi forsøger at gøre vores til, at alle børn der hvor vi bor, har mulighed for gode oplevelser og masser af sjov. Og at skabe fællesskaber på tværs af forskelligheder.

Jeg er uddannet

DetoxCoach hos Pernille Damore

Tankefelt-terapeut hos Lars Mygind

Regressions & traume-terapeut hos Rosalina & Hanne Heilesen